Klokkefrøens lyd i Maj & Juni

Klokkefrøen fik sit danske (og svenske) navn, da den svenske naturforsker Carl von Linné i 1749 hørte de store kor af klokkefrøer i det sydlige Skåne, og fandt at lyden mindede om fjerne kirkeklokker. Lyden opstår i forbindelse med parringssæsonen. Hver han (hunnerne kvækker ikke) puster sig op, og jo større den er, jo større er dens luftvolumen, og jo dybere bliver derved tonen. I de fleste bestande vil der være mange unge hanner, færre ældre hanner, og færrest af de store, gamle hanner. Det betyder at et kor af klokkefrøer høres som mange fine lyse toner, færre lidt kraftigere toner i et mellemleje, og færrest af de kraftige, dybe toner. Samklangen mellem disse giver indtrykket af klangen af kirkeklokker. Hvor der blot kvækker én eller et par klokkefrøer, er lyden mere som tågehorn.

Klokkefrøens udseende

Klokkefrøen er en lille, varmekrævende frø, der ikke bliver længere end 5,5 cm.

Den har en vortet, tudseagtig hud med øjne, der sidder højt oppe på hovedet. Den kan kendes fra skrubtudsen på de trekantede pupiller, hvor spidsen peger nedad.

Oversiden er brun med sorte pletter. Det bedste kendetegn er den blåsorte underside med orange, røde eller gule pletter. Det kan bruges til at kende de forskellige individer fra hinanden.

Klokkefrøens udbredelse

Der gøres et stort arbejde for at redde klokkefrøen i Danmark. Klokkefrø findes i det sydøstlige Danmark, men var tidligere udbredt på de danske øer fra Als i vest til Bornholm i øst og mod nord til Tunø. Klokkefrøen findes nu kun på øer i Det Sydfynske Øhav, på Østfyn, på nogle øer omkring Sjælland og et par steder på Sydsjælland. Der er i alt kun 8-9 bestande på ca. 2.000 dyr. Tidligere fandtes den langt mere udbredt, især i den østlige del af Danmark.