Hvem er vi?

Avernakø Landhotel blev etableret i 2009 i øens nedlagte skole. Hotellet råder over 30 senge, restaurant og gårdbutik. Hotellet ejes og drives af Gitte Sørensen.

Det hele startede i 2006 med produktion af kødgeder og gårdbutik, hvor gedekød, skind og hornsmykker var i fokus. Siden har vi udvidet med kaninkød og skind, eget syltetøj, saft og urtesalt mm. Vi udvikler stadig og har bl.a. lanceret en fin saltske i gedehorn, der sammen med Gittes søsters stentøjskar, udgør det populære “Søstersæt”. Senest har barberkosten forarbejdet i gedehorn og grævlingehår set dagens lys. Møbler og sofapuder beklædt med gedeskind er det også blevet til og koldrørt sæbe med gedetælle har vi altid i gårdbutikken.

Mange kender Gitte som “Gitte Ged”, da vi for nogle år siden havde et meget “gedepræget” koncept med et omfattende gedeopdræt. Vi er dog af en række årsager stoppet med gedeopdrættet og har indgået samarbejde med Grønnemosegård Geder, så vi fortsat kan forhandle det lækre gedekød og modtage horn og skind til produktionen af varerne til Gårdbutikken.

Bæredygtighed

Bæredygtighed er i højsædet her hos os, da netop det at udnytte alt fra slagtedyr og øens frugt, bær og urter og gøre det lokalt, er blevet vores varemærke og vores stolthed. Stolthed fordi vi på den måde er med til at fremme økologien, optimal udnyttelse af ressourcer samt støtte lokale arbejdspladser. Alt sammen kan naturligvis smages i restauranten og spiller en stor rolle i vores produktioner og visioner.

Konceptet

Vi har valgt at kalde vores utraditionelle sted for et Landhotel, fordi vi tilbyder vores gæster værelser med opredte senge, håndklæder til badet og mulighed for fuld forplejning under opholdet. Vores gæster kan forvente en hjemlig atmosfære med masser af hygge og god hjemmelavet mad. Vi øser gerne af vores viden om øens seværdigheder og ø-livet generelt og hjælper gerne med at planlægge cykel eller spadsereture på øen. Stedets rolige og fredelige atmosfære indbyder desuden til fordybelse og eftertænksomhed, hvis man vil opsøge dette.

Landhotellets park er til fri afbenyttelse med mulighed for servering tæt på havens mange, og forskellige, dyr i rolige omgivelser. Der kan altid findes et sted med skygge, sol eller læ. I havens bålhytte forefindes bonfire og her kan man lave sin egen pandekage eller snobrød eller bare nyde bålet, men tilberedning af medbragt mad frabedes.