Geden er fantastisk

Her vil jeg skrive, hvad  jeg mener om geder og hvorfor jeg imponeres af disse dyr, så det bliver et langt afsnit.

Geder er som husdyr udbredt i hele verden, måske med undtagelse af polarområderne, hvilket er en bedrift i sig selv. Dyrene har naturligvis tilpasset sig klimaet, hvor de har udviklet sig og derfor findes der geder i mange skikkelser. Fælles for dem alle er, at de er lette til bens og dygtige til at klatre, hvilket vi mennesker tit har udnyttet, når gederne sættes på græs i for andre ufremkommelig terræn.

Geder er kendt for at være nøjsomme (udnytter føden optimalt) og sammen med deres beskedne størrelse kan man med stor nøjagtighed sammensætte en besætning, der passer til husstandens behov og/eller tilgængeligt foder. De har oven i købet evnen til at få energi ud af materialer ingen af vore andre husdyr kan bruge, som f.eks. gran.

Selv i dag ser vi genanvendelse af vores brugte juletræer og overskuddet af pyntegran glæde og føde geder i zoologiske haver og naturligvis hos os. Denne nøjsomhed har i Danmark givet dem tilnavnet fattigmandsko og det skal de ikke skamme sig over. Geden kan nemlig levere alt, hvad en fattig familie behøver på den animalske side og endda lidt til.

Gedens produkter

Geden leverer kød, mælk, skind og horn og sidstnævnte har før plastik blev almindeligt været et meget vigtigt materiale til fremstilling af redskaber til hjemmet. Af horn har man fremstillet køkkenredskaber, kamme, knapper og meget andet. Hvis man i besætningen supplerer med en mohairged har man endda et materiale til rådighed, der er endnu mere isolerende end fårets uld.

Mohairgeden er den eneste gedetype, der klippes og hvis hår anvendes som uld, men en del andre gederacer danner under den lange stride pels en fin underuld og af dem er den mest kendte er nok pashminageden, der er en vild ged, der lever i Himalayabjergene og hvis underuld indsamles og typisk ses i de kostbare pashminatørklæder. Geder er heldigvis stadig almindelige som vilde dyr mange steder og ofte majestætisk dyr, man ser på en klippeskråning med store horn, men meget forskellige fra sted til sted.

Lige så forskellige er vores tamme geder, der er forædlet som andre husdyr og kan opdeles i grupper, hvor nogle er udviklet til mælkeproduktion, f.eks. Tuggenburg og Saanen og andre til kødproduktion og her er Boergeden den mest almindelige. Mohairgeden er selvsagt udviklet til at levere pels til garnprodution og dværggeden til kæledyr.

Sociale dyr

Jeg holder af alle gederacer og hver race har klart et grundtemperament og andre særkender, men de har alle en egen personlighed og det gør dem skønne at omgås. Geder er meget sociale dyr og som menneske må man som regel også gerne være med. Ikke alle geder interesserer sig for mit selskab og nogle få er direkte sky, men jeg har bestemt også nære venner, der hilser mig velkommen i flokken og giver mig en smule opmærksomhed og mere har jeg heller ikke brug for.

Den store oplevelse er nemlig bare at være tolereret og til gengæld opleve gedernes indbyrdes forhold, de er som bekendt meget sociale med alt, hvad det fører med sig af samhørighed og også konflikter. Der er et klart hierarki i dette matriarkat og det kræver sin ged at holde alle på plads i hierarkiet.

Jeg bliver i godt humør af geder og ikke mindst af alle de gode ting de leverer – som alt sammen ender i gårdbutikken og lækkert forarbejdet som kød og pølser –  mohairgarn og strik – gedeskind i alle farve som hele skind og syet til f.eks. luffer, sutsko – sæber – hornsmykker, knapper, barberkoste og skeer – dejlige oste.